Nyheder om dansk og international svømning

Sigma Swim fastholder ambitionerne og ser fremad

22. juli 2017, AF Jon Langberg

Sigma Swim har sendt nedenstående pressemeddelelse, hvori de beskriver planerne for samarbejdet mellem de to klubber fremadrettet.

Sigma Swim fastholder ambitionerne og ser fremad

Startfællesskabet mellem Sigma Swim Allerød og Sigma Swim Birkerød – et af de ældste fællesskaber i Svømmedanmark – tager hul på en ny sæson med fornyet energi. En ny struktur vil styrke og fastholde satsningen på eliten og ambitionen om at være i den absolutte top.

I 2018 er det 20 år siden, startfællesskabet mellem Sigma Swim Allerød og Sigma Swim Birkerød blev etableret. Formålet med fællesskabet er stadig det samme, nemlig at skabe de bedste rammer og opnå de bedste resultater indenfor elitesvømningen i Danmark.

Ambitionerne fastholdes
Omdrejningspunktet for Sigma Swim er frem for alt den sportslige satsning indenfor senior-, junior og årgangssvømning. Og de store ambitioner fastholdes: Sigma Swim skal være det førende elitemiljø i dansk svømning, og der vil blive arbejdet dedikeret på, at Sigma-svømmere kvalificerer sig til OL, VM og EM, ligesom Sigma naturligvis skal gøre sig gældende ved de danske mesterskaber.

Derudover vil Sigma Swim Allerød og Sigma Swim Birkerød naturligvis fortsat prioritere deres svømmeskoler meget højt til gavn for bredden i svømningen og som arnested for kommende elitesvømmere.

Fuld fællestræning og nye holdbetegnelser
Sigma-startfællesskabet vil også fremover indebære fuld fællestræning for senior-, junior- og årgangssvømmere.

I sæsonen 2017/2018 vil senior-, junior- og årgangssvømmerne være inddelt i Sigma 1-4. De to første hold vil begge være for senior- og juniorsvømmere. Frem til årsskiftet vil det ene af disse hold være under ledelse af Carles Subirana Rovira, der fratræder stillingen som cheftræner i Sigma Swim ved udgangen af december måned. Det andet hold vil midlertidigt være under ledelse af Bo Jacobsen, der ligeledes er en international trænerkapacitet. Bo Jacobsen vil samtidig bidrage til at finde den fremtidige elitetræner til Sigma 1, ligesom han vil fungere som konsulent for Sigma Swim og coache og uddanne de øvrige trænere.

Holdene Sigma 3 og 4 vil henholdsvis primært være for de ældste og de yngste årgangssvømmere. Herudover vil der separat i hver klub være Sigma 5-hold og talenthold, som vil være for børnesvømmere og talentsvømmere. Træningen på disse hold vil foregå i enten Sigma Swim Allerød- eller Sigma Swim Birkerød-regi.

Forenklet ledelsesstruktur
Den nye sæson vil samtidig betyde indførelsen af en ny og forenklet ledelsesstruktur i Sigma Swim. Det skal bidrage til at sikre det optimale miljø omkring elitesatsningen.

Sigma Swim Allerød og Sigma Swim Birkerøds fælles ledelsesstruktur vil således fremover udelukkende have fokus på elitesamarbejdet. Andre mere driftsrelaterede elementer vil fremad blive varetaget af ledelserne i henholdsvis i Sigma Swim Allerød og Sigma Swim Birkerød. Herudover vil en række udvalg, som nu er fælles, blive delt op. De to bestyrelser i Sigma Swim Allerød og Sigma Swim Birkerød vil samarbejde tæt om at definere den nye fælles ledelsesstruktur.

Stor opbakning til fællesskabet og vilje til nytænkning
Henimod sæsonafslutningen i år var der debat om Sigma-startfællesskabets fremtid. Debatten viste, at der var meget stor opbakning blandt medlemmerne.

- Debatten var god, og det blev slået fast, at der var opbakning til fællesskabet og den grundliggende tanke om et stærkt og ambitiøst samarbejde med satsning indenfor senior-, junior- og årgangssvømning, siger Louise Krag Andersen, formand for Sigma Swim Allerød.

Samtidig viste debatten også, at der er vilje til et mere nytænkende samarbejde.

- Udover at vi fastholder visionen om at skabe de bedste rammer og opnå de bedste resultater, skal vi samtidig være parate til at tænke mere ud af boksen, siger Inga Nørby, formand for Sigma Swim Birkerød.

Hun peger bl.a. på udvikling af et bedre drengetræningsmiljø, muligheden for at etablere samarbejder med andre ambitiøse klubber, som kan være til gavn for hele Svømmedanmark, og øget fokus på fysiologi.

Kontakt:
Eventuelle spørgsmål kan rettes til formand for Sigma Swim Birkerød, Inga Nørby (tlf. 30 75 18 54) eller formand for Sigma Swim Allerød, Louise Krag Andersen (tlf. 30 27 48 95).

Kommenter nyhed