Nyheder om dansk og international svømning

Sigma Swim ansætter Jonas Lundström som elitetræner

26. oktober 2017, AF Jon Langberg

Sigma Swim har offentliggjort at man har ansat Jonas Lundström som ny førsteholdstræner for klubben. Jonas kommer fra et job som træner i Helsingborg Simsällskap. Du kan læse meget mere i nedenstående pressemeddelelse:

Svensk toptræner bliver Sigmas nye førsteholdstræner

Det er med stor glæde og stolthed, at Sigma Swim kan præsentere sin kommende førsteholdstræner. Fra den 1. januar 2018 vil den succesrige svenske træner Jonas Lundström stå i spidsen for Sigmas førstehold.

Jonas Lundström kommer fra en stilling som elitetræner i Helsingborgs Simsällskap, som er en af Sveriges førende svømmeklubber. Han har i en årrække desuden fungeret som træner på det svenske landshold. Siden 2006 har han således trænet svømmere, der har deltaget i EM, VM og OL, ligesom han har trænet 12 forskellige svenske mestre.

International profil støtter op om Sigmas vision

Det er ikke en hemmelighed, at Sigma Swim har store ambitioner for fremtiden, og at man i søgningen efter en ny elitetræner for klubbens førstehold har kigget efter en international profil. Og det er netop, hvad man nu får med ansættelsen af Jonas Lundström.

- I Sigma arbejder vi målrettet mod, at vores svømmere kvalificerer sig til såvel EM, VM, OL og EJM. Derfor har det været vigtigt for os at få fat på en træner med gode internationale resultater på sit CV, siger Inga Nørby, bestyrelsesformand i Sigma Swim Birkerød, og hendes formandskollega i Sigma Swim Allerød, Louise Krag Andersen, supplerer:

- Med ansættelsen af Jonas Lundström mener vi netop at have fundet en træner, der kan være med til at virkeliggøre og videreudvikle vores ambition om at være blandt de førende svømmeklubber herhjemme og i Norden.

Svømmeglæde en grundlæggende drivkraft

Hvad er så hemmeligheden bag Jonas Lundströms mange imponerende resultater? Spørger man ham selv, er han ikke i tvivl:

- Det, som jeg lægger størst vægt på som træner, er, at der skal være en grundlæggende glæde hos mine svømmere. En anden vigtig ting, som jeg lægger vægt på, er kontinuitet over tid og en lyst og nysgerrighed i forhold til at ville udvikle sig som svømmer.

Om sine mål som Sigma Swims kommende elitetræner siger han:

- Et af målene er selvfølgelig, at Sigma skal være Danmarks bedste klub på både junior- og seniorniveau. Et andet mål er, at Sigma skal være ledende i Norden, og at Sigma skal være det ledende elitemiljø i Danmark – og det potentiale ser jeg helt klart i Sigma! 

CV:

Født: 1975 (42 år)
Familie: To børn og samlever
Bor: Helsingborg

Meriter som svømmer: Deltog som seniorsvømmer ved EM i 1993, 1995 og 1997 samt ved VM i 1997, hvor han svømmede finalen på 1500 meter. Har desuden i alt vundet 13 guldmedaljer ved SM.

Meritter som træner: Helsingborgs Simsällskap fra 1998, siden 2005 som elitetræner. Har haft svømmere ved og har selv været udtaget som træner til såvel EM, VM som OL. Træner pt. de tre hurtigste herrer i Sverige, har været træner for den svenske svømmestjerne Louise Hansson, har i løbet af de sidste 10 år trænet 12 forskellige svenske mestre.

Fra den 1. januar 2018 førsteholdstræner i Sigma Swim.

Kommenter nyhed