Nyheder om dansk og international svømning

Olympiske Lege 2016 - Dag 3 - Finaler

9. august 2016, AF Jon Langberg

Velkommen til vores dækning af de Olympiske Lege i Rio 2016. Hvis du leder efter informationer, resultater, startlister osv., kan det hele findes på vores OL side - du finder den ved at trykke her, eller på OL ringene i højre side. Hvis du vil se hvordan du bedst følger med på TV, eller hvornår de forskellige danskere er i aktion, kan du finde det hele i vores OL program.

Tredjedagens finaleafsnit byder på to danskere i aktion - Viktor B. Bromer i semifinalerne på 200 fly samt holdkammerat Mie Ø. Nielsen i finalen på 100 ryg. Begge løb er de to Aalborgsvømmeres absolut bedste discipliner, og det bliver spændende at se om Mie kan være med i kampen om medaljer!

Internationalt kan vi se frem til en spændende dyst på 200 fri for herrer, 100 ryg for herrer og endeligt 100 bryst for damer, hvor det bliver spændende at se om nogen kan få skovlen over den noget kontroversielle Yuliya Efimova.

200 Fri - Damer - Semifinaler
Hurtigst videre Sarah Sjöström Sverige 1.54.65 - Nordisk Rekord
Sidst videre Bronte Barratt Australien 1.56.63

Med videre er udover Sarah Sjöström, der sænkede sin egen nordiske rekord på distancen, også  den store forhåndsfavorit Katie Ledecky, Pellegrini der tidligere har vundet både guld og sølv på distancen, Shen Duo, Michelle Coleman, Emma McKeon, Charlotte Bonnet og endeligt sidste OLs bronzevinder Bronte Barratt.

200 Fri - Herrer - Finale
1. Sun Yang Kina 1.44.65
2. Chad le Clos Sydafrika 1.45.20
3. Conor Dwyer USA 1.45.23

Chad le Clos satstede hele butikken og var langt foran alle andre efter 100 meter. Ved 150 indhenter Sun Yang ham, men le Clos formår alligevel lige præcis at holde resten af feltet bag sig til en sølvmedalje. Bronze til Dwyer, der holder James Guy bag sig.

100 Ryg - Damer - Finale
1. Katinka Hosszu Ungarn 58.45
2. Kathleen Baker USA 58.75
3. Kylie Masse

Yuanhui Fu
Canada

Kina
58.76
5. Mie Ø. Nielsen Danmark 58.80

Utrolig ærgerlig finale for Mie Ø. Nielsen der igen er et stykke efter resten af feltet på de første 50 meter, men indhenter dem rigtig fint på hjemturen. Ved 80-90 meter ligger Mie klart til medaljer, men smider placeringen på de sidste meter, og må se hele fire svømmere tage medaljer foran hende. 0.04 sekund til bronzemedaljen, 0.05 sekund til sølvmedaljen - begge dele langsommere end hendes tid fra EM i London tidligere på året.

Katinka Hosszu tager sin anden guldmedalje ved disse mesterskaber i 58.45 i ganske sikker stil, mens der var utrolig tæt kamp om de tre andre medaljer her til aften.

100 Ryg - Herrer - Finale
1. Ryan Murphy USA 51.97 - Olympisk Rekord
2. Jiayu Xu Kina 52.31
3. David Plummer USA 52.40

Ryan Murphy fik en halv sløv start, men svømmede klart hurtigere end resten af feltet, og vandt en sikker sejr. Murphy var kun 0.04 sekund fra landsmanden Aaron Piersols verdensrekord på distancen, og formår med sin medalje at bibeholde den amerikanske dominans på denne distance, med sejre ved alle OL siden 1996.

Tæt kamp om de øvrige medaljer hvor Xu holder Plummer bag sig på de sidste meter, mens Plummer lige præcis klemmer sig i mål foran Mitchell Larkin, der tager fjerdepladsen med 52.43.

100 Bryst - Damer - Finale
1. Lillia King USA 1.04.93 - Olympisk Rekord
2. Yuliya Efimova Rusland 1.05.50
3. Catherine Meili USA 1.05.69

Fantastisk svømning af Lilly King, der med 1.04.93 smadrer resten af feltet i sin første olympiske finale - præcis som Meilutyte gjorde det for fire år siden. Meilutyte selv var en skygge af sig selv i dag, og ender med 1.07.32 på en meget skuffende 7. plads.

Yuliya Efimova må tage til takke med en sølvmedalje, mens Catherine Meili tager bronzemedaljen med en god margen til Jinglin Shi med 1.06.37 på fjerdepladsen.

200 Fly - Herrer - Semifinaler
Hurtigst videre Tamas Kenderesi Ungarn 1.53.96
7. Viktor B. Bromer Danmark 1.55.59
Sidst videre Louis Croenen Belgien 1.56.03

Viktor B. Bromer svømmer sig sikkert med videre til finalen i et løb hvor han havde rigtig god fart på de sidste 100 meter.

Med videre er vinderen fra både 2004 og 2008, Michael Phelps (1.54.12), Laszlo Cseh (1.55.18), vinderen fra 2012, Chad le Clos (1.55.19), samt Seto og Sakai.

200 IM - Damer - Semifinaler
Hurtigst videre Siobhan-Marie O'Connor Storbritannien 2.07.57
Sidst videre Viktoriia Andreeva Rusland 2.10.87

Med videre er Dirado, Ye Shiwen, Margalis, Coutts, Pickrem og naturligvis kæmpefavoritten Katinka Hosszu.

Således slut på tredjedagens finaleafsnit. Vi er klar igen kl. 18.00 dansk tid, hvor fjerdedagens indledende afsnit bliver skudt i gang!

Husk at du under hele OL kan følge med her på siden, hvor vi bringer resultater og historier løbende. Hvis du sørger for at "synes godt om" vores facebook side, går du ikke glip af nyhederne, og kan være med i den daglige konkurrence om forskellige produkter fra Startspring.dk.

 

Kommenter nyhed