Nyheder om dansk og international svømning

OL startskamler til Hjortebrohallen i Haderslev

13. juli 2012, AF Jon Langberg

Haderslev har sendt følgende pressemeddelelse om deres nye indkøb af startskamler:

En del af svømme OL fra London kommer til Haderslev.

Det kan nærmest lyde som en ”avis and i en agurketid”, at Haderslev får noget med OL at gøre i år ud over, hvad man kan følge med i via TV m.v. Men det er ikke en ”avis and” men et faktum, at Haderslev, som den første kommune i Danmark, kommer til at præsentere startskamler til svømning, som verdensstjernerne i svømning gang på gang vil starte fra ved de olympiske lege i London, som starter sidst i juli måned.

Sagen er den, at de nuværende startskamler i Hjortebrohallen ikke længere er lovlige, når der afvikles svømmestævner i hallen. Derfor har Haderslev Kommune, bl.a. via prioriteringsmidlerne, og Haderslev Svømmeklub aftalt at fremskaffe nye startskamler til hallen, således at kommunen også fremadrettet kan byde velkommen til udenbys svømmere fra ind- og udland i forbindelse med svømmestævner i Hjortebrohallen.

Svømmeklubbens formand, Børge Koch, er glad for at det er lykkedes igen at sætte Haderslev Kommune på landkortet, når det gælder svømning. Han fortsætter: ”Med de nye startskamler fornyer vi vores efterhånden ældre svømmehal, så vi fortsat kan vise, at vi er en af landets bedste svømmeklubber til at afvikle stævner og mesterskaber”.

Første gang skamlerne kommer i funktion vil være ved klubbens store internationale svømmestævne, Syd Cup, som afvikles i sidste weekend af september. I begyndelse af december måned har Dansk Svømmeunion valgt Haderslev til afviklingssted for de vestdanske årgangsmesterskaber, hvor de bedste talenter fra Jylland og Fyn vil deltage.    

 

 

Relaterede nyheder
Kommenter nyhed