Nyheder om dansk og international svømning

Ny svømmelinje på Hald Ege Efterskole

3. november 2017, AF Jon Langberg

Hald Ege Efterskole har startet en svømmelinje på skolen, i samarbejde med Viborg Svømmeklub. Du kan læse meget mere i nedenstående skrivelse fra skolen:

NY SVØMMELINJE PÅ HALD EGE

Brænder du i den grad for svømning, og har du lyst til at blive så god en svømmer som overhovedet muligt? Og har du lyst til at kombinere dine sportslige ambitioner og personlige udvikling i et stærkt efterskolefælleskab? Så er den nye svømmelinje på Hald Ege bestemt en mulighed. Du indgår i et seriøst og målrettet idrætsmiljø, hvor et holistisk menneskesyn med fokus på det hele menneske er en væsentlig del af efterskolens dannelsesprojekt.

Hos os bliver det muligt for dig både at have et højt ambitionsniveau i forhold til svømning, skolegangen og hele efterskoledelen. Vi skal have det bedste frem i hinanden – både konkret i svømmeundervisning, i de boglige fag og som mennesker. Også når vi dannelsesmæssigt trækker hinanden steder hen, vi ikke kan komme på egen hånd – steder som gør os til større mennesker.

Skolen tilpasser sig i vid udstrækning svømmesæsonen, fordi vi ved, at det er vigtigt for dig og har den højeste prioritet. Du kan sagtens få et fuldt og godt efterskoleophold uden om træningstiderne, stævner, sæsonens rytme osv.

Linjen præsenteres i tæt samarbejde med Viborg Svømmeklub.

Du indgår i Viborg Svømmeklubs træningsramme for junior- og seniorsvømmere sammen med dine linjefagslærere.

Du har ydermere mulighed for at blive en integreret del af et af de to junior/seniorhold i Viborg Svømmeklub. Alt afhængig af dit niveau og ambitionsniveau vil du blive tilbudt en plads på enten klubbens Elite- eller Race Club-hold:

- Race Club: Træning 4-5 gange ugentligt. Træningen er baseret på teknisk træning og
HIIT (højintens intervaltræning) – læs mere på klubbens hjemmeside http://viborg- svommeklub.dk/hvad-er-k-svoemning
- Elite: træner 7-8 gange ugentligt. Træningen er differentieret i forhold til primærdistance
& speciale discipliner
– kontakt linjeansvarlig Peter Fuglsang for at høre om muligheden for at komme i betragtning. Læs mere om Elite på klubbens hjemmeside.
http://viborg-svommeklub.dk/hvad-er-k-svoemning

I Viborg Svømmeklub bliver du en del af deres sportspsykologiske koncept, hvor du får specifik undervisning i Team Danmarks sportspsykologiske model LINK og bliver en del af et procesorienteret miljø.

Tjek det hele ud her: https://www.hald-ege-efterskole.dk/svoemning

Kommenter nyhed