Nyheder om dansk og international svømning

Jeanette Ottesen: Tre år i helvede

3. november 2017, AF Jon Langberg

DR har lavet et stort interview med Jeanette Ottesen, hvor hun fortæller om hendes udvikling som svømmer, og bla. fortæller om "Tre år i helvede" på det Nationale Træningscenter, der bød på en voldsom landstræner, spiseforstyrrelse, depression og en forskruet svømmeverden.

Om perioden under australske Mark Regan, fortæller hun bla.:

Den største svømmestjerne Mette Jacobsen trænede dér, og der var primært derfor, jeg ville være dér, for det var hende, jeg gerne ville slå. Men det er det mest sindssyge, jeg har været igennem. Tre år i helvede. Et mærkeligt sted at være både aldersmæssigt, men også med mennesker, der troede, at de kunne gøre med dig, hvad de ville.

Jeanette fortæller videre om hendes graviditet, og at hun har planer om at komme tilbage til svømningen, når hun kommer på den anden side af fødslen.

Jeanettes artikel kommer ikke lang tid efter at Julie Aglund Lauridsen var ude og fortælle om at hun pådrog sig en spiseforstyrrelse i sin tid som NTC- og landsholdssvømmer, dog under en anden træner, der endte med at koste hende sin svømmekarriere.

Efter indslaget med Julie, tog sportchef Lars Green Bach afstand fra træneradfærden. Han udtalte følgende:

Dansk Svømmeunion tager skarpt afstand fra den træneradfærd, som Julie Aglund Lauridsen refererer til i indslaget i DR’s Fodboldmagasinet søndag aften. Adfærden strider ikke alene mod vores grundlæggende værdier om ansvarlighed, professionalisme, glæde og begejstring. Det strider også mod vores sportslige strategi om talentfulde og bæredygtige miljøer, hvor trivsel og præstation går hånd i hånd ud fra et holistisk perspektiv. Problemstillinger indenfor kost, ernæring og præstation skal håndteres med viden og indsigt, og det er en kontinuerlig opgave for alle involverede at opretholde en sund kultur inden for dette felt også.

Du kan læse meget mere om Jeanettes oplevelser i interviewet, ved at følge linket herunder.

Kommenter nyhed