Nyheder om dansk og international svømning

Hørsholm Svømmeforening søger fuldtidstræner

12. maj 2017, AF Jon Langberg

Hørsholm Svømmeforening søger en fuldtidstræner i forbindelse med deres samarbejde med Søllerød Svømmeklub. Du kan læse mere om jobbet herunder, eller i klubbens jobopslag.

Hørsholm Svømmeforening søger ny fuldtidstræner pr. 1/8-2017

Hørsholm Svømmeforening indgår fra sæson 2017/2018 et tæt samarbejde med Søllerød Svømmeklub, og er i gang med at få udarbejdet en organisationsstruktur, der matcher det nye setup.

Vi søger derfor endnu en erfaren træner til vores konkurrenceafdeling, der vil være med til at udvikle børn i alderen 8-12 år. Vi vil i sæson 2017/2018 påbegynde arbejdet, med udviklingen af sportspsykologisk materiale, som skal bruges i den daglige træning, samt støtte op omkring udviklingen børnene som svømmere, men også give dem værktøjer de kan bruge uden for bassinet

Hvem er du ?
Du brænder for og synes, det er spændende at være med til at opbygge en konkurrenceafdeling, som i fremtiden skal levere mange dygtige svømmere. Du skal kunne indgå i et åbent og vidensdelende miljø i tæt samarbejde med de øvrige trænere i konkurrenceafdelingen.

Hvad kan vi tilbyde ?
I stillingen som årgangs- og børnetræner tilbyder vi:

  • Hovedansvaret for den daglige træning på vores to yngste konkurrencehold - herunder trænings- og sæsonplanlægning.
  • Mulighed for stor indflydelse på udviklingen af den røde tråd i Hørsholm Svømmeforenings konkurrenceafdeling, med særligt fokus på årgangs- og børnesvømning.
  • Deltagelse i alle stævner og træningslejre på de pågældende hold.

Hørsholm Svømmeforening er i gang med en spændende udvikling, og træningsmængden på de omtalte hold vil den første sæson være 13 timer, hvilket er mindre, end det er planlagt i fremtiden.

Vi forventer derfor, at du kan bidrage andre steder i organisationen, og på den måde får du en større berøringsflade med hele foreningen og mulighed for at påvirke på flere niveauer. Det forventede antal kanttimer vil være omkring 18 timer, alt efter hvordan vi sammensætter stillingen den første sæson.

I stillingen vil der være mulighed for at bidrage til udviklingen af svømmeskolen - primært med fokus på overgangen til konkurrenceafdelingen - eller være med på de ældre hold og få skabt kontinuitet i foreningen. Det afhænger af dig, hvordan du ønsker at sammensætte stillingen.

Lyder ovenstående interessant og kan du se dig selv i et nyt og attraktivt udviklingsmiljø, så send din ansøgning inklusiv CV til chef for konkurrenceafdelingen Lars Madsen på lars.madsen@live.dk. Du skal også være velkommen til at ringe til Lars på tlf. 3120 4500, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Vi holder løbende samtaler, så vent ikke med at sende din ansøgning.

Kommenter nyhed