Nyheder om dansk og international svømning

Gladsaxe ansætter Flemming Poulsen som elitetræner

16. marts 2017, AF Jon Langberg

Gladsaxe Svøm har netop offentliggjort at man har ansat Flemming Poulsen som ny elitetræner i klubben pr. 1. april. Jobbet blev ledigt da Stefan Hansen 1. februar meddelte klubben at han stoppede, og flyttede til OSP Berlin.

Med ansættelsen af Flemming får Gladsaxe landets suverænt mest erfarne træner på kanten - en mand med en fortid som bla. landstræner i gennem en årrække.

Gladsaxe har sendt følgende pressemeddelelse:

Flemming Poulsen ansat som elitetræner i GSC fra 1. april 2017

Vi er stolte af, at kunne fortælle, at vi har ansat Flemming Poulsen som elitetræner og holdansvarlig træner for elite/senior/junior holdet, som han overtager ledelsen af efter Danish Open.

Flemming vender retur til dansk klubsvømning efter 6 år som elitetræner i Uster, Schweiz. Før da har Flemming stået i spidsen for de mest fremtrædende klubmiljøer i Danmark, senest Sigma, og har tidligere tillige været dansk landstræner i en årrække.  Flemming Poulsen vil af mange betegnes som den mest meriterede danske træner gennem tiden. Flemmings resultater og baggrund tæller blandt andet:

  • 12 år som dansk landstræner
  • 7 x deltagelse ved OL, heraf de seneste 4 i træk
  • 22 svømmere + 2 triatleter kvalificeret til OL
  • Medaljer til alle internationale mesterskaber
  • 50+ svømmere kvalificerede EJM-EM-VM-OL
  • 500+ danske mesterskaber

Flemming udtaler: ”Jeg glæder mig meget til, at få muligheden for, i samarbejde med Kim og trænerteamet, at arbejde med og udvikle klubbens elite/senior/junior hold. Jeg ser GSC som en spændende klub med gode og udfordrende målsætninger og ser frem til, at springe på GSC holdet efter Danish Open. Jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan flytte GSC mod de nye mål og glæder mig til at møde alle svømmere, trænere, bestyrelsesmedlemmer og forældre”.

Det har været afgørende for os at finde en profil, der i samarbejde med vores øvrige dygtige trænerstab kan flytte GSC til det niveau, som vi sigter efter. En absolut topklub i Danmark med stor bredde, der samtidig kan føre de største talenter til de største internationale resultater. Det er vi overbeviste om, at Flemming kan bidrage til.

Flemming vil i dagligdagen danne makkerpar med Sofie Seheim, der har været assisterende træner på holdet siden sommeren 2016, og fortsat vil varetage denne rolle med deltagelse i alle træningspas og aktiviteter. Vi ser sammen frem til en spændende fremtid, og glæder os til at byde Flemming velkommen efter Danish Open.

Kommenter nyhed