Nyheder om dansk og international svømning

Europæiske Junior Mesterskaber 2016 - Dag 1 - Dansk guld

6. juli 2016, AF Swimnews.dk

Danmark er kommet flot fra start ved de Europæiske Junior Mesterskaber i Hódmezövásárhely, Ungarn. Førstedagen bød fire danske juniorrekorder samt en guldmedalje.

Katrine Bukh Villesen sænkede i morges Julie Aglund Lauridsens danske juniorrekord med 0.05 sekund til 4.52.57. Den rekord overlevede kun et par timer inden hun selv sænkede den i finalen til 4.51.17, og sluttede på syvendepladsen.

De danske piger på 4x100 fri sænkede i morges den danske juniorrekord med 3.03 sekund med Emily Gantriis, Signe Bro, Amalie Søby Mortensen og Josephine Holm. I aftenens finale blev sidstnævnte skiftet ud med Julie Kepp Jensen, og det lykkedes holdet at vinde den første danske holdkap guldmedalje ved et EJM nogensinde! Holdet forbedrede deres egen rekord med yderligere 3.21 sekund.

Holdet svømmede guldmedaljen hjem foran Rusland med Emily Gantriis (57.05), Signe Bro (55.85), Amalie Søby Mortensen (55.72) samt Julie Kepp Jensen (54.80). Udover de fire piger i finalen, modtager Josephine Holm naturligvis også en medalje for sit arbejde med at kvalificere holdkappen til finalen.

Derudover er både Julie Kepp Jensen og Amalie Søby Mortensen videre til morgendagens finale på 100 fri - sidstnævnte efter en flot omsvømning lige efter holdkappen.

Du kan finde alle resultater ved at trykke her.

Kommenter nyhed